Vores filmprojekt

Vi har et overordnet problem som skal løses, men undervejs opstår der fire sager som er udgangspunkt for vores teoretiske problematikker. Filmen er inspireret af de praksisfortællinger vi har observeret i vores feltarbejde. Vi har bevidst valgt at lave situationerne meget karikerede, for at udpensle problematikkerne.  Vi har valgt at bruge den voksne frem for pædagogen, da vi har gjort det i vores film. - Fordi et barn vil sige voksen frem for pædagog.

I filmen kalder vi samtlige “voksne” for voksne. Dette gør vi også i vores teoretiske forklaringer.

I første sag har vi valgt at tage udgangspunkt i at den voksne og barnet skal have en fælles forståelseshorisont. Vi har gjort det meget karikeret i vores film med de ord den voksne bruger mens barnet får skæld ud. I daglig tale ville man nok bruge ordet fjollet, men hvis barnet og den voksne ikke er enige om, hvad fjollet betyder, ender barnet med at sidde tilbage med en følelse af det har gjort noget forkert, men ikke hvad det er at der skal ændres for ikke at blive skældt ud. Man er nødt til at forklare direkte, hvad man gerne vil have der skal ske, “du skal stoppe med at sidde og prikke til de andre til samling” i stedet for “du skal stoppe med at fjolle til samling”.

Vi synes, det tager godt udgangspunkt i ICDP’s punkt nummer 8. fortæl barnet hvad det skal, trin for trin.

I anden sag har vi valgt at have fokus på det, at barnet skal lære at få et nej, og det er okay at blive afvist. Det vi vil vise med filmen, er at der er en tendens til at et nej ofte bliver tolket negativt, og det er ikke nødvendigvis det, det skal. Det handler ikke om at de to børn ekskludere den sidste, men mere at der i den faktiske situation ikke er plads til flere i legen. Senere i en ny leg kan den sidste deltage.

I tredje sag valgte vi at lave en chliché på den stereotype pædagog. Den negative stereotyp vel at mærke. Da det tit er den form for stereotyp man møder når man snakker med andre om hvad pædagoger laver.

Den fjerde sag viser hvordan den voksne her eksluderer barnet fra børnegruppen. Den voksne her ser barnet som et problem og ved at eksludere ham, tror at problemet da vil stoppe. Helt konkret tænkes der, at mobber skal stoppes i at mobbe og så skal alt nok ordne sig.  
Undersøgelser fra forskningsprojekt eXbus, viser at vi er nødt til at tænke i nye baner når det kommer til mobning. Man er nødt til at se problemet som en helhed i stedet for et lukket system, hvor der kun er, i dette tilfælde 2 deltager, mobber og offer.

Det de lægger op til i projekt eXbus er, at mange ting sker på samme tid. Ved kun at have fokus på den ene situation, ændre man ikke på den kultur der er opstået, hvor mobning er et middel til ikke at blive smidt ud af sammenholdet i den klasse hvor mobningen foregår.

Et af de begreber vi i denne sammenhæng er blevet præsenteret for er rhizome begrebet, som kort sagt betyder at flere handlinger sker samtidigt. Der er ikke et klart start og slut punkt, men mange “rødder” der fletter sig sammen og skaber et virvar af handlinger. Billedligt talt kan man snakke om en kartoffelplante på måden tingene sker.